Rundt om "En lang forlovelse"

- ved Peter Odel

Jean-Pierre Jeunet har lavet en meget ambitiøs film. Den dyreste franske film nogen sinde (igen) – lavet for overvejende amerikanske penge - og den er storslået. Pengene er brugt til massevis af statister, genskabelse af forsvundne miljøer, dyr computergrafik, fotogene eksplosioner. Filmen er på én gang socialrealistisk (anti)krigsfilm, kærlighedsfilm, spændingsfilm, folkekomedie. Kan det lade sig gøre? Sætter den sig mellem to stole? Lurer overfladiskheden? - De fleste anmeldere er enige om at Jeunet har et formidabelt overblik, og at det hele med sine mange personer og små indslag hænger forbløffende sammen. Publikums reaktioner på filmen - hvis man skal tro forskellige chatrooms på Internettet - er overvejende positiv: "en fed oplevelse" - selv om enkelte synes den er for voldsom.

Jeunet er en rigtig "auteur". Man skal ikke se mange scener før man genkender hans stil fra "Amélie" og "Delikatessen". Den udbredte retroagtige brug af filtre (specielt gulfiltre), den gennemgående fortællerstemme, de halsbrækkende kamerature, humoren… - f.eks. de pudsige indfald der ikke har noget med hovedhandlingen at gøre (den pruttende hund, postbudet der skrider i gruset). Han vil røre vores sanseliv. Vi skal grine, græde, gyse, føle behag og ubehag, og han er en mester i at lave billeder og i at udnytte en lydside. Kameraet tager os med på barske rædsler helt nede i mudderet i skyttegraven, og det er lige før vi selv bliver skudt i "no man’s land" mellem de tyske og franske linjer, får en brændende zeppeliner i hovedet eller falder ned fra fyrtårnet som tilskuere til Manechs og Mathildes barnlige og farefulde leg. Men der er ikke langt til skønne oplevelser, til romance, sex og honninggylden nostalgi. Som modsætning til de iskolde skyttegrave fremstilles Paris omkring 1920 som en underskøn kliché som ikke lader amerikanske 50’er film noget efter (det er nok ikke tilfældigt), og som appellerer til nutidens menneskers behov for nostalgisk livsstil fra før verden gik af lave. Vi bevæger os på få minutter fra harsk socialrealisme, vold, død og lidelser til komedie og romance uden egentlig at blive krænket - selv om overgangene ikke altid er lige smagfulde. Aldrig har Paris set så malerisk ud som her, hverken livet ved Hallerne eller foran operaen. På filmens hjemmeside fremhæver producenterne stolt hvor vanskeligt – og dyrt - det med hjælp fra computere har været at genskabe Hallerne og miljøet med tæt trafik af busser og biler fra 1920. Miljøet i Bretagne er lige så smukt, ren guldalderidyl à la française. Når det bliver for meget (og for artigt), får vi sex, tæt på, næsten nede under dynerne (ja, man er tæt på i Jeunets film). Karakteristisk nok fremstilles den debuterende, uskyldige sex mellem Manech og Mathilde diskret, hvorimod vi får fuld valuta for pengene i en scene med Jodie Fosters lidt ældre og mere erfarne markedskone der skal hjælpes til at få et barn via en stedfortræder for sin mand der ikke er til så meget. En scene og en sidehistorie, der i lighed med mange andre skal være der, selv om den er helt ligegyldig for hovedhandlingen. Og Jeunet formår at orkestrere og variere alle disse elementer mesterligt, så man aldrig bliver helt væk i mylderet af indtryk.

Sammenfattende er det et overvældende sansebombardement man udsættes for, hvor forskelligartede - men stærke - påvirkninger af vores nervesystem følger efter hinanden i hastig rækkefølge. Og disse påvirkninger virker mere afgørende end historien, tema og budskaber. Man fornemmer et mainstream krav: underholdning, tal til folks lyst, grin, begær, afsky. Mange forskellige slags mennesker skal i biffen, de mange penge skal ind igen, tilskuerne må for alt i verden ikke kede sig. Og det fungerer, filmen virker stærkt, man gisper næsten som i et cirkus med artister på slap line under kuplen…

Det er jo fint, men filmen har også ambitioner om at blive taget alvorligt for sine miljøer og menneskeskildringer. Det forhold understreges af at vi på producentens hjemmeside finder undervisningsmateriale til franske gymnasieelever udarbejdet af den franske historielærerforening. Den første del af filmen, der foregår i skyttegravene midt i krigens gru, er vel troværdig til undervisning. Anderledes synes jeg det forholder sig i gengivelsen af folks levevilkår i Paris og ikke mindst i Bretagne.

Jeg synes også at stilen og formen virker distancerende, det er svært at blive en del af filmens univers. Selv om filmen svælger i nærbilleder, minder den nostalgiske brug af filtre os hele tiden om at filmen ikke er virkelighed, men netop… film, de svimlende kamerature og mærkelige vinkler minder os om… ja, om kameraet. Fortællerstemmen umyndiggør os og forhindrer os – f.eks. i slutscenen – i at danne vores egen opfattelse. Vi tilskuere har svært ved at blive en del af fiktionen, ved at nå ind til filmens sjæl. Her må Jeunet stole på skuespillernes evne til nærhed, og her er castingen fremragende: De mange bipersoner repræsenterer glimrende vidt forskellige typer fra socialrealisme til ren folkekomedie uden at det generer os. Den debuterende Gaspard Ulliel illuderer fint som Mathildes legekammerat, senere forlovede og soldat. Audrey Tautou er intet mindre end et naturtalent der mestrer mange udtryk: ungdom, skønhed, skrøbelighed, styrke, stædighed, nærhed, forelskelse (og vi ved fra den fremragende thriller "A la folie – pas du tout" – fås på dvd hos Fnac eller alapage.com – at hun også kan være farlig…). Alligevel synes jeg det er svært at nå ind til kernen i Mathilde, at forstå hendes stædighed og karakteren af hendes kærlighed fuldt ud. Det er lidt som med Amélie, hun gør tingene fordi… - men det kan selvfølgelig være at jeg ikke skal forstå, blot fascineres…

Jeg kan til sidst ikke lade være med at sammenligne med en anden instruktør og en anden krigsfilm. Louis Malle skriver i sine erindringer at han som ung var særdeles teknikbegejstret. Han ville gerne vise med sine film hvilken helvedes karl han var med et kamera. Mødet med den svenske Bergman-fotograf Sven Nykvist ændrede fuldstændig denne opfattelse. Et kamera skulle "forsvinde" for at publikum kunne leve med i en fiktion, al melodrama skulle undgås, og de store følelser spares til filmens afgørende scener. I "Au revoir les enfants" var krigen en – i starten fjern – kulisse til en historie mellem mennesker. Malle mente at han ville sætte sig mellem to stole, hvis han både ville lave en antikrigsfilm og en personlig hverdagsfilm om nogle drenges skæbne. Hvis man havde for meget på hjerte, gik troværdigheden tabt. Derfor forblev krigen en kulisse indtil den sidste stærke, afgørende scene (med kun en enkelt advarsel om at krigen kunne gribe ind i folks skæbner (restaurantscenen med Monsieur Meyer)). Malle gjorde alt for at undgå føleri gennem filmen der langt hen ad vejen blot skulle vise drengenes dagligliv med grin, musik, savn, nysgerrighed og småsorger) for så at fyre al krudtet af i slutscenen, der til gengæld skulle virke så meget desto stærkere…

Jeunet er ikke Malle, og der er sket meget i filmverdenen siden "Au revoir les enfants". Jeunet har lavet en nutidig, international storfilm, der skal tjene mange penge hjem, og ikke et typisk fransk kammerspil. Alligevel kan jeg godt ønske at han i sin næste film – uden at han mister sin identitet som filmkunstner – vil spare bare lidt på manererne, på virkemidlerne, for at selve historien og menneskeskildringen kan stå stærkere, men måske er det i virkeligheden slet ikke meningen?