Et hus på landet er drømmen for mange. Nogle nøjes med at drømme, men man kan også springe ud i det

BOLIG&STIL

Af Elisabeth Poulsen

epo@sondagsavisen.dk

Naboerne har svært ved at koncentrere sig om haven og grøntsagerne, da vores Volvo ruller ind i den lille landsby. Vi stopper for enden af vejen ved notarens brandrøde ‘A vendre' skilt.

»Aldrig en ruin,« sagde jeg efter moden overvejelse, inden vi tog til Frankrig for at finde vores drømmehus. Og nu står vi så her foran en kæmpestor ruin af en gammel bondegård med årstallet 1767 hugget ind i stenen over døren.

Men hvilken ruin! Med 5.000 m2 vidunderlig have lige ned til floden. Ved siden af ligger en lille nyttehave og en lade af sten, som de beredvillige naboer fortæller os hører med. Og i det fjerne skimter man Pyrenæernes sneklædte tinder mellem valnøddetræernes grønne kroner.

Inden vi kom herned havde vi ellers lagt en plan. Vi havde kig på to - tre områder, hvor vi ville lede efter et hus, der skulle være beboeligt. Ikke for meget arbejde, når køreturen fra Danmark er på et par tusinde kilometer. Og selvom planen smuldrede på praktisk talt alle måder, er det faktisk en god ide at koncentrere jagten om et enkelt eller to områder og derudover gøre sig klart, hvad man gerne vil have inden, man tager af sted. Ellers bliver opgaven let helt uoverkommelig.

De fleste danskere væ1ger Provence, når de køber hus i Frankrig. Der er da også dejligt, men udover at der er mange turister, er det også nogle af de allerdyreste huse man overhovedet kan finde i landet.

Også Roussillon nede ved Pyrenæernes middelhavskyst er ved at være drevet godt op i pris. Men Frankrig er et stort land, og med mindre man er totalt hooked på Middelhavet, kan det være en god ide at vende blikket mod mindre turistede områder i det sydvestlige Frankrig. For eksempel området omkring Cahors eller det sydvestlige hjørne af Frankrig ned mod Pyrenæerne. Her har det store rush endnu ikke indfundet sig, og her får man også lov til selv at tage ud og kigge på husene uden partout at skulle have en emsig mægler med på slæb. Hvis man viser interesse for at købe et hus, vil mæglerne tit uden særlig opfordring fortælle en, hvor meget der tidligere er budt på huset. Et beløb, der kan ligge betydeligt under prisen i mæglerens vindue.

Sådan var det også med vores ruin i Béarn ved foden af Pyrenæerne. Da vi vender tilbage til notarens 'mæglerassistent' slår hun raskt op i sagsmappen, kigger papirerne igennem og siger: »Der har tidligere været en køber, der bød 200.000 franc, og det accepterede sælgeren. Men salget blev ikke til noget, fordi køberen ikke kunne skaffe pengene.«

Det er jo meget rart at vide, når der står 250.000 franc i notarens annonce. Så vi skynder os at sige, at vi da også gerne vil give 200.000 franc, hvorefter vores veninde griber røret og ringer til sælgeren. Bliver man først enig med sælgeren, er det tid til at skrive slutseddel - eller som det hedder i Frankrig 'compromis de vente'. Og her skal man vide, at man siden juni i år har en uges fortrydelsesret. Skifter man mening, inden der er gået en uge, kan man altså komme ud af handlen og få sit depositum tilbage.

Depositum er normalt på mellem fem og ti procent af købesummen minus notarens salær, der svinger alt efter prisen, men som normalt ligger på omkring ti procent. Notaren skal undersøge, om alle betingelser for købet/salget er opfyldt, så det endelige skøde kan skrives. Han får kun en lille del af de ti procent. Resten er en afgift til den franske stat.

Alle de forbehold, man har over for købet, skal man huske at få med i 'compromis de vente'. Og er der tale om et restaureringsobjekt eller en ruin, er det alfa og omega, at sikre sig et såkaldt 'certificat d'urbanisme'. Et CU er myndighedernes tilkendegivelse af, at grunden kan bebygges, eller at man kan bo i huset. I Provence kan man for eksempel risikere at købe en såkaldt ’cabanon’, som man i realiteten ikke har lov til at overnatte - endsige bo - i. Og hvis et hus ligger langt ude på landet uden el og vand, er det heller ikke sikkert, at man kan få et CU. Er der tale om en ruin, er det også vigtigt at få et CU, for at man bagefter kan søge om byggetilladelse.

Selvom notaren skal checke, at alt er i orden, er det altid en god ide at besøge det lokale rådhus. Selv den mindste flække har som regel sit eget 'Mairie', og udover at man kan få en kopi af 'cadastren' - matrikelkortet - kan man også få en sludder med borgmesteren om de lokale forhold. Der kan jo godt være et par overraskelser, som er rare at kende til, inden man skriver under på noget.

Selve skødet bliver skrevet under hos notaren i Frankrig, men man kan også spare turen sydpå og gøre det her i Danmark. Derefter er det bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Nu er det, at det skal vise sig, om drømmen kan bære, eller om den ender med at blive et mareridt.

·         Man kan også søge hus i Frankrig på Internet. En af de bedste adresser er www.fnaim.fr

© Søndagsavisen, tillægget ”Bolig og stil” 14. oktober 2001