Kæft, trit og indlæring

Kim Witthoff in Samvirke, august 2001.

I forhold til det franske undervisningssystem minder dansk skole‑ og universitetsundervisning mest om en børnehave, hvor man hygger sig med fingermaling og sanglege…

STORE KRAV. Klokken er fem om eftermiddagen i Frankrig. Uden for skolerne står de franske mødre og tager imod deres små børn, der får fri fra skole. Enhver, der har tilbragt nogen tid i landet, kender til denne typisk franske skik med at hente sine børn, når skoledagen er ovre, og følge dem hjem.

Men her stopper idyllen. De franske skoleelever har en arbejdsdag, der ville ryste de fleste danske forældre, med mange timer og mange lektier ‑ selv i sommerferien ‑ og de må arbejde hårdt for at tilfredsstille både lærernes og forældrenes krav om at opnå gode karakterer.

For de franske elever og studerende gælder det nemlig om hele tiden at være blandt de bedste og få de bedste resultater for dermed at opnå adgang til landets bedste uddannelsesinstitutioner, der efter endt eksamen fører videre til de højeste poster i samfundet.

De mindre gode elever må se sig henvist til almindelige, offentlige universiteter og højere læreanstalter, som prestigemæssigt rangerer lavere og ikke uden videre giver adgang til samfundets elite.

Som alle andre områder i det franske samfund er også undervisningssystemet centralt styret med klart definerede krav til de enkelte fags indhold op gennem folkeskolen til og med studentereksamen. Udenadslære, katederundervisning, karakterbøger og eksaminer er faste bestanddele af undervisningen lige fra første klasse, og selv i kreative fag som musik og tegning afholdes der prøver.

SIDEN NAPOLEON. Uddannelsessystemet i Frankrig har som mål at formidle traditionel, akademisk viden med hovedvægt på fransk, historie og matematik ‑ fag der betragtes som grundlæggende for almen dannelse. Principperne for undervisningspolitikken blev skabt for 200 år siden under kejser Napoleon, der fastlagde reglerne for et ensartet, offentligt uddannelsesniveau i hele Frankrig, og de har stort set ikke ændret sig siden.

Det som i udgangspunktet var en force for Europas første republik, nemlig at fastlægge en ensartet skolegang for alle borgere, er i dag blevet en hæmsko for udviklingen: Landet har svært ved at tilpasse sin uddannelsespolitik den moderne verdens krav, og eleverne må stadig kæmpe med forældede metoder som udenadslære af digte og matematiske formler.

Set i det forhold er der langt til det danske undervisningssystem, som bygger på Grundtvigs progressive pædagogiske idéer om, at individet skal uddannes til at blive en selvstændig borger, der aktivt deltager i samfundets opbyggelse og forbedring. Idéerne blev videreudviklet i kølvandet på ungdomsoprøret i 1968, hvor man valgte at forkaste kravene om udenadslære og paratviden til fordel for udvikling af elevernes analytiske og kritiske evner.

Som dansker er det derfor naturligt at reagere imod de franske undervisningsmetoder, der virker gammeldags og autoritære.

»Men de har nu også positive sider«, siger Monica Garrido, der studerer fransk litteratur på Jussieu-universitetet i Paris. »Selvfølgelig kan der være sider i pædagogikken, jeg ikke sympatiserer med, men jeg kan godt lide idéen med, at eleverne skal tilegne sig en generel basisviden inden for fag som historie, litteratur og filosofi. Man kan sige, at i Frankrig betragtes det stadig som vigtigt at have et vidensfundament, hvor man i Danmark ‑ sat lidt på spidsen ‑ sagtens kan give sit besyv med i hvilken som helst sammenhæng uden nødvendigvis at have den fornødne baggrund.«

BAGVEJE TIL DET BEDSTE. I Frankrig inddeles undervisningen fra og med gymnasiet i to sideløbende spor ‑ et andenrangs for de almindelige elever og et førsterangs for samfundets kommende elite, der tilbydes et stimulerende studiemiljø og højt kvalificerede lærere.

Officielt eksisterer der ikke gradsinddeling af gymnasier i Frankrig, og forældrene er forpligtede til at melde deres børn ind i den institution, der ligger nærmest i forhold til, hvor de bor. Men alligevel ved alle, at visse gymnasier er mere prestigefyldte end andre, og at undervisningen på disse steder er af højere kvalitet. Og har forældre gode forbindelser til en lokal politiker, er det almindeligt, at vedkommende gør sin indflydelse gældende og får optaget elever på institutioner, de ellers ikke er berettigede til at gå på.

Det er heller ikke ualmindeligt, at forældrene prøver at presse reglerne til det yderste for at få deres børn ind på et godt gymnasium, fx lejer et værelse inden for den pågældende institutions optagelsesgrænse, der kun fungerer som pro forma‑adresse. Den franske nationalforsamling forsøger for øjeblikket at lovgive mod denne praksis, der er blevet meget udbredt og en særdeles lukrativ forretning for boligejere i nærheden af gode gymnasier, der fx kan finde på at leje samme værelse ud til flere forældrepar ad gangen.

For eleverne (såvel som for deres forældre) er det vigtigt at gå på gode gymnasier og få de bedste karakterer til studentereksamen, så de bagefter kan fortsætte på de bedste universiteter, der har meget høje adgangskrav. Disse eliteuniversiteter ‑ eller grandes écoles ‑ underviser stort set i de samme fag som de almindelige, offentlige højere uddannelsesinstitutioner, både naturvidenskabelige og humanistiske, men med den forskel, at man her stiller langt højere krav til de studerendes kundskaber og desuden kun ansætter de bedste lærere.

TRE MÅNEDERS PRØVER. Det siger sig selv, at kandidater fra disse universiteter har bedre muligheder for at klare sig senere hen i konkurrencen om arbejde inden for både den offentlige og private sektor. For fx at blive gymnasielærer skal man bestå en adgangsprøve, der afholdes en gang om året i hele Frankrig, og hvor undervisningsministeriet kun antager så mange kandidater, som der er brug for det pågældende år. Til gengæld er man så sikret fast ansættelse som statsansat tjenestemand resten af livet. Og med en uddannelse fra en grande école er det selvfølgeligt lettere at slippe gennem nåleøjet, end hvis man har gået på et almindeligt, offentligt universitet, som alle med studentereksamen har fri adgang til.

For at blive optaget på et eliteuniversitet skal man bestå en optagelsesprøve, de fleste kandidater indstiller sig til efter at have gennemgået et eller to års forberedende kursus ‑ en classe préparatoire ‑som ikke alle og enhver kan indskrive sig på. For bare at komme ind på en classe préparatoire skal man være blandt de bedste i sin klasse og have gode karakterer i næsten alle fag. De studerende, der ikke kommer ind på en grande école efter forberedelsesklassen, har mulighed for enten at gøre deres uddannelse færdig på et almindeligt, offentligt universitet eller prøve at søge ind igen senere.

For nogle er ønsket om at blive optaget på et eliteuniversitet så stort, at de går op til optagelsesprøve på flere uddannelser samme år i håbet om at blive optaget på mindst en af dem. Og da hver optagelsesprøve består af en hel række mundtlige og skriftlige discipliner, kan en studerende let tilbringe op til tre måneder med at gå op til den ene prøve efter den anden. Hvis personen ikke bliver optaget på noget sted, kan vedkommende prøve igen året efter.

LIGERET FOR INDVANDRERE. En af fordelene ved det franske undervisningssystems stive struktur er, at det er lettere for gode elever med indvandrerbaggrund at få adgang til gode uddannelser og gode stillinger end i Danmark, hvor kravene til eleverne er meget mere løst definerede. Elevernes baggrund har ikke nogen betydning for, om de kan komme ind.

Nouhad Ellaffi er datter af tunesiske indvandrere og vokset op i socialt boligbyggeri i pariserforstaden Bobigny.

»Som så mange andre indvandrere har mine forældre ikke nogen høj uddannelse og taler ikke så godt fransk, men jeg klarede mig godt i skolen, fordi jeg altid vidste, hvilke krav jeg skulle opfylde hele vejen op gennem systemet. Jeg blev student som 17‑årig, blev derefter optaget på en classe préparatoire og kom direkte på en "grande école", hvor jeg studerede international handel. Jeg har aldrig følt, at min baggrund har udgjort nogen form for hindring for mig i min uddannelse. Når man fx søger om optagelse på en classe préparatoire, er det udelukkende ens eksamensresultater, der tæller, og da jeg altid har opnået gode resultater i skolen og gymnasiet var det ikke svært for mig at komme til at studere det, jeg ville, og komme ind på et såkaldt eliteuniversitet«, siger Nouhad Ellaffi, der i dag arbejder i en international computervirksomhed.

Der er selvfølgelig høj prestige forbundet med at gå på disse institutioner, ikke kun pga uddannelsens kvalitet, men også fordi kandidaterne udgør en selvstændig klasse i det franske samfund, hvor les grandes écoles har en helt speciel status. Er man uddannet på en eliteskole, er man nemlig så godt som sikret en god karriere resten af livet, både inden for den offentlige administration og på det private arbejdsmarked, og man er hævet over problemer som arbejdsløshed og lave lønninger.

EN SNÆVER TOP. Toppen af alle uddannelsesinstitutioner er skolen for offentlig administration ENA (École Nationale d'Administration), der uddanner topembedsmænd til ministerier og ambassader samt ledere til det private erhvervsliv, og hvis tidligere elever bl.a. tæller præsidenter og toppolitikere som Giscard d'Estaing og Lionel Jospin.

ENA har en helt speciel næsten mytologisk status i det franske samfund. Skolens tidligere studerende, som populært kaldes enarque'er, udgør en speciel klasse for sig, og stryger umiddelbart efter endt afgangseksamen til tops i det sociale hierarki. Udvælgelsen af personer til de forskellige poster foregår ganske enkelt ved, at de studerende efter fire års studier går op til en afsluttende eksamen. Kandidaten med de bedste resultater får lov at vælge først på listen over ledige stillinger, den næstbedste får lov at vælge som nummer to osv.

Særligt vigtige poster i den højere offentlige administration er altså udelukkende forbeholdt kandidater med afgangseksamen fra ENA, og det er desuden normalt, at enarque'erne hjælper hinanden senere hen i karrieren. Fx har mange politikere diplom fra ENA, og skal en minister, der selv har sin uddannelse herfra, ansætte en topembedsmand i sit ministerium, er det almindeligt, at vedkommendes valg falder på en person, der har samme baggrund.

Til trods for ENA's høje status er den almindelige franskmands syn på denne meget lukkede kreds af topembedsmænd og politikere ikke udelukkende positivt. Inden for gruppen ønsker man at skabe billedet af sig selv som nationens rygsøjle, men mange har en mere negativ opfattelse af disse personer som kolde administratorer, der ikke har noget egentligt kendskab til almindelige menneskers levevilkår.

»I princippet er ENA åben for alle med de nødvendige kvalifikationer«, fortæller Matthieu Mouradian, 23 og gymnasielærer i historie efter selv at have gået på et af Frankrigs fineste gymnasier. »Men almindeligvis er det kun personer fra familier med økonomisk overskud, der har mulighed for at bestå adgangsprøven. Mange politikere og embedsmænd mangler derfor ganske enkelt evnen til at sætte sig ind i almindelige franskmænds problemer som arbejdsløshed og fattigdom og at foretage sig noget for at afhjælpe dem. Det er en af grundene til at politikere ikke har så godt et ry i Frankrig. «

DANSK EKSAMENSRACE. At indføre et lignende hierarki med karakterræs og eliteskoler i Danmark, er nok noget, de fleste danskere ville have sig frabedt.

»Men man skal nu ikke have et for idyllisk billede af det danske undervisningssystem«, siger Nouhad Ellaffi. »Som del af min uddannelse gik jeg et år på Handelshøjskolen i København, og dér oplevede jeg, at de studerende gik lige så meget op i deres eksaminer, som man gør i Frankrig, og at de, der fik de bedste karakterer, også dér havde de bedste jobmuligheder

bagefter. Det var fx meget svært for os udenlandske studerende at komme til at lave gruppearbejde med danskerne, fordi de ganske enkelt var bange for, at det ville betyde dårligere karakterer til eksamen, end hvis de arbejdede sammen med andre danskere.

På en måde er det danske undervisningssystem dobbeltmoralsk, fordi det på den ene side er demokratisk og frit, men på den anden side lige så fikseret på eksamensresultater og karakterer som det franske. Jeg tvivler faktisk på, at jeg ville have klaret mig så godt, hvis jeg havde gået i en dansk skole hele mit liv.«

Kim Witthoff

er lektor på Sorbonne Universitet i Paris